Hohoe
Tidligt fredag morgen den 31. oktober tog Bruno, Lene og vi afsted til Hohoe. Først gik turen til Ghana's højeste bjerg Mt. Afadjato, som vi skulle bestige. Det var en temmelig sej tur, hvor vi måtte holde en del pauser, men da vi godt gennemsvedte efter tre kvarter nåede toppen kunne vi se en fantastisk udsigt ud over Ghana.

Næste stop på turen var Wli Waterfall, som er Vestafrikas største vandfald. Vi havde fået at vide fra de andre studerende, at vi kunne bade der, så vi havde badetøjet med. Efter en halv times gåtur havde vi alle glædet os til at få en dukkert, men det viste sig at være en knap så behagelig oplevelse, som vi havde forventet, da der var enormt meget tryk og strøm i vandet. Vi forsøgte at nærme os vandfaldet, men det var begrænset hvor tæt vi kunne komme på det, da vandet piskede mod kroppen, så det gjorde direkte ondt.

Vi blev kørt ud til et virkelig hyggeligt motel, hvor vi spiste aftensmad og spillede kort, hvorefter vi gik udmattede i seng, overbeviste om at den efterfølgende dag ville blive stille og rolig, og knap så anstrengende. Vi tog så grueligt fejl!

Dagens første udfordring var Likpe Todone. Vi havde fået at vide, at vi skulle se 6 grotter, men hvad vi ikke lige vidste var, at de befandt sig på et bjerg, som skulle bestiges, og som viste sig at være mindst lige så hårdt som bjerget fra den foregående dag -hvis ikke endnu hårdere. Vi var slet ikke forberedte, og havde ikke fået noget at vide om, hvilken udfordring der mødte os, så det var først, da vi stod "ansigt til ansigt med døden", at det for alvor gik op for os, hvad vi var ude i. Vi skulle klatre på lodrette klippeskråninger med flere 100 meters fald, hvis uheldet var ude. Det var helt uden sikkerhedsforanstaltninger, og det kan ikke beskrives hvor vanvittigt det føltes at være tvunget til at sætte alt på spil -da der ikke lige var nogen vej tilbage.

Sidste stop på turen var noget mere roligt. Vi besøgte en Monkey Village, hvor vi kunne prøve at klappe og fodre nogle aber med bananer. Sjov oplevelse, og en noget mere rolig afslutning på en ellers meget aktiv weekend.

Besøg fra Danmark
Sidste weekend måtte vi vinke farvel til Louise (Vibeke's søster), Gitte og Anne (Kamilla's tante og mor), der havde taget turen til Ghana, for at tilbringe en uge med os. Det var rigtig dejligt med besøg hjemmefra, og det gav os en tiltrængt ferie. Her havde vi udvalgt nogle af de steder som havde gjort størst indtryk på os hernede, og som kunne klares på en endagstur.

Først gik turen til Cape Coast, hvor vi besøgte Kakuum Rainforest og tog en Canopy Walk på hængebroerne i den smukke regnskov. Dernæst spiste vi en knap så god frokost på Hans Cottage og klappede krokodillerne inden vi tog videre til Cape Coast Castle.

Et par dage efter gik turen til Akaa og Boti Falls, hvor vi nød den afslappende stemning ved vandfaldene.
Resten af tiden brugte vi i Accra-området, hvor vi bl.a. besøgte woodmarket og børnehjemmet.

Fritiden
Når vi ikke lige har været på børnehjemmet eller brugt tid på studierelateret arbejde, har vi brugt en del tid ved pools og i biffen, da det giver en lille bid af hjemmefra. Vi har efterhånden set stort set alle film på programmet (den står på sidste nye tilføjelse "Twilight: New Moon" i aften), og har bl.a. set en ghanesisk film "I sing of a well", som eftersigende skulle være Ghana's hidtil bedste producerede film. Det var en spøjs oplevelse, men så har vi fået den del af den ghanesiske kutur med.

Til slut får I lige et billede af dem det hele handler om, de dejlige unger på børnehjemmet:

Akaa & Boti Falls

I lørdags tog vi sammen med Lene til Akaa Falls og Boti Falls. Det var vores første rigtige tur som vi helt selv har stået for, og ikke mindst den første rigtige tur med tro-tros, en slags minibusser, der udover taxaer er den mest almindelige form for offentlig transport i Ghana. Man sætter livet på spil, da tro-tro standarden ikke ligefrem er høj, men hvad gør man ikke for at spare penge som fattig studerende.
Vi tog af sted tidligt om morgenen, og havde på forhånd fået Rebecca, en studerende fra Esbjerg, til at forklare os, hvor vi skulle stå på de forskellige tro-tros.

Selve turen dertil gik rigtig fint. Vi fik skiftet tro-tros i Madina og Koforidua uden de store problemer og ikke mindst til billige penge. Der var godt nok lige et par taxachauffører der forsøgte at tage røven på os, og ville have os til at betale 20 cedis for en lille strækning, men vi vidste heldigvis selv, at vi ikke skulle særlig langt, så vi lod os ikke snyde, og tog en tro-tro i stedet, hvilket kun kostede os 0,70 cedis pr. mand (det svarer til ca 3 kr)!

Vandfaldet i Akaa var virkelig hyggeligt. Det var ikke så turistpræget, og vi kunne være for os selv - uden guide eller andre mennesker, så det var rigtig fedt. Vi tog lidt billeder, og spiste vores madpakker og slappede lidt af inden vi gik op imod vejen igen.






Da vi næsten var nået op, blev vi halvt overfaldet af omkring 30 ghanesiske universitetsstuderende der kom imod os. De spillede på trommer, dansede og tog fat i os osv.
Til at begynde med var det lidt sjovt, fordi det var så uventet, men det blev nu hurtigt ret irriterende -specielt da de begyndte at ville tage billeder af os. Det er bare ikke fedt når man kampsveder, og når man ved at den eneste grund til at de vil have billeder, er pga. vores hudfarve!



Da vi nåede ud til vejen igen, ville vi i første omgang tage en tro-tro, men da der kun skulle være 2 km til Boti Falls tænkte vi, at vi da ligeså godt kunne gå det korte stykke. Men når der står 2 km på et skilt på en ghanesisk vej, så er det bestemt ikke ensbetydende med at der rent faktisk ér 2 km. Vi havde ikke lige forudset at der var mindst dobbelt så langt, så vi var godt trætte og svedige, da vi endelig kom op til Boti Falls.

Her blev vi mødt af ham der driver stedet, og vi blev indlogeret på et værelse ved siden af hans. Det var åbenbart det eneste værelse de lejede ud, og der var hverken vand eller el, men vi tænkte at det da var udmærket. Han viste os en enorm gæstfrihed, som vi senere kom til at syntes var temmelig irriterende og lidt for påtrængende. Vi fik hjælp til at bestille mad, som vi kunne spise, når vi kom tilbage fra vores guidede tur. Det var en portion ris med bønner og sauce, som en dame solgte på stedet. Retten havde dog stået i solen hele dagen og var derfor knap så lækker igen, men den var billig, og stort set det eneste mad vi kunne få dér.

Sammen med en ekstremt hurtig guide gik vi først på en tur igennem regnskoven. Vi skulle først gå et langt stykke for at komme til at se ”Umbrella Rock” og en palme, der deler sig i tre. Gåturen var virkelig hård, da der var mange skrænter som vi skulle op af, og jorden var meget ujævn. Uheldigvis viste det sig at de universitetsstuderende skulle på samme tur, og det var derfor ret stressende for os at have dem i hælene. Fremme ved stenen var vi godt udmattede og vi var drivvåde af sved, så irritationen nåede sit højdepunkt, da en af de universitetsstuderende ikke kunne forstå, at vi ikke ville have, at hun tog billeder af os. Som hvid i et land som Ghana er man nærmest en turistattraktion i sig selv, og nogle folk behandler os som trofæer, som de bare må have taget billeder sammen med. Lene og jeg (Vibeke) kravlede op og stod på toppen af den store sten, og kunne derfra kigge udover hele regnskoven. Efter at have set ”Umbrella Rock” gik vi hen og så palmen der var delt i tre, og derefter skulle vi hele vejen tilbage af samme hårde vej. På et tidspunkt råbte jeg (Kamilla) til de studerende, at nu måtte de altså lige tage at holde sig bagved, da de konstant forsøgte at overhale os, og jeg havde ikke andet end lige fået det sagt, da jeg så gled og røg et godt stykke ned af nogle af stenene, som vi gik på. Derefter forstod de vist budskabet, og vi kunne gå i fred resten af turen.

Vi sluttede af med at se vandfaldene, og så var der ellers dømt afslapning resten af aftenen. Efter et par skefulde klam mad, et bad og et par spil kort, så var vi ellers dem der var gået i seng. Klokken har ikke været meget mere end 20, men hold op hvor var vi smadrede! Søndag tog vi tidligt af sted fra Boti Falls. Vi kom hurtigt på den første tro-tro vi så, og 3 ½ time senere var vi hjemme. Hele turen har været oplevelse på oplevelse, og vi har kun brugt omkring 60 kr. per person, så det er bestemt ikke sidste gang at vi snupper sådan en weekendtur!

Cape Coast og Mole National Park

Endnu en gang er det evigheder siden vi sidst har fået opdateret vores blog. Der er sket en masse siden sidst, så vi har haft meget at se til.


Cape Coast Castle & Elmina Castle

Tidlig morgen lørdag d. 29. august pakkede vi bilen og kørte mod Cape Coast. Her skulle vi opleve Cape Coast Castle og Elmina Castle, som begge har huset millioner af slaver, og vores guide fortalte at Cape Coast Castle har været et af de største slave centre i verden. Vi så små klamme mørke rum hvor flere tusinde mænd eller kvinder har siddet til fange i op til flere måneder. Mange mennesker på utroligt lidt plads, og da man stod der i det lille mørke rum, kunne man næsten mærke og fornemme stedets historie. Der var små specielle rum hvor de syge var blevet placeret, og her kunne man se ridser fra negle der desperat har kradset og flået i stenvæggene og gulvene.

Cape Coast Castle:

Elmina Castle:

Hans Cottage

Senere lørdag kom vi til Hans Cottage, som er et motel ved Cape Coast, hvor restaurant og reception ligger over en krokodille sø. Så snart vi trådte ind på dette uafspærrede området kunne vi mærke adrenalinen pumpe, fordi man pludselig kunne stå ved siden af en vild krokodille. Det var en vild oplevelse, og så snart vi ankom skulle vi da også på krokodille jagt. Uden opsyn kunne man gå hen til en krokodille og klappe den hvis man var modig. Det var vi!!!!

Lene og jeg (Vibeke) besluttede at vi skulle ud og sejle i en cykelbåd, men så snart vi havde sat os gik det op for os at vi absolut ingen chance havde hvis vi pludselig cyklede ind i en krokodille. Vi tog dog chancen og vendte skuffede tilbage da vi ikke havde set skyggen af en krokodille i vandet. Kun de dovne land-krokodiller som vi allerede havde set og klappet.

Vi slappede af med kortspil, en svømmetur i poolen, og en noget kritisk aftensmad på motellets restaurant, men hvad gør det, så længe øllene var kolde.

Kakum Rain Forest

Søndag gik turen til Kakum Rain Forest. Her skulle vi ud på en Canopy Walk. Vi gik gennem regnskoven på nogle meget smalle og en smule vakkelvorne hængebroer i op til 40 meters højde. Man kunne nemt blive lidt usikker da det regnede en hel del og havde gjort det i nogle timer. Alt var temmelig glat, og her var det med ikke at kigge for meget ned og undgå at fokusere på nogle af broernes ufatteligt lave beskyttelsesnet, men i stedet fokusere på den virkelig smukke udsigt. Kamilla, som ikke er så glad for højder, gennemførte med lynfart - vi andre havde svært ved at følge med. Efter denne canopy walk hikede vi i regnskoven i håb om at se aber, men det gjorde vi desværre ikke. Dette skyldtes vist tildels at vi fulgtes med en flok "japanske-klik-og-så-videre-turister", der var utrolig højlydte! Men vi så sjove træer og fik lov til at kurre lidt rundt i noget mudder, hvor alle, overraskende nok, klarede sig igennem uden at ryge på bagen!

Helt fantastisk oplevelse.

Monkey Sanctuary

Da vi kom retur fra Cape Coast havde vi lige en enkelt dag at komme os i, inden vi igen skulle på nye eventyr. Denne gang 7 dage rundt i Ghana, hovedsagelig til nord Ghana, hvor vi skulle opleve Mole National Park.

Første stop på vejen var Boabeng-Fiema Monkey Sanctuary. Det er en lille landsby som er "omringet" af en skov med aber. De lokale ser aberne som hellige, og hver eneste gang en abe dør, holder de en traditionel begravelses ceremoni. Det siges at hvis et menneske kommer til at slå en abe ihjel, dør personen selv.

Vi fik en guidet tour i skoven, hvor vi så to abe arter - Mona Monkey og Black-And-White Colobus. Derudover så vi abe kirkegården hvor deres højt ærede afdøde aber ligger begravet, og vi fik muligheden for at klatre op i et højt hult træ. Sjov oplevelse!

Kintampo Waterfalls

Da vi nåede til Kintampo, skulle vi se Kintampo Waterfalls. Det var et meget imponerende og smukt syn. Der var en meget fredfyldt stemning og man kunne helt sikkert godt have brugt en soppe eller bade tur, men det var der desværre ikke tid til i vores stramme tidsprogram, da vi skulle nå til Mole National Park samme aften - helst inden mørkets frembrud.

Mole National Park

Turen til Mole National Park var helt ulidelig. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Små grusveje, næsten ingen pauser, og en jeep hvor der var sparet på støddæmperne, var alt sammen med til at skabe følelsen af en uendelig køretur.

Der er kun én vej til parken, og det er på en 50 km. lang grusvej. Det var i sig selv fint nok, men da det havde regnet i flere dage, var denne vej MEGET ujævn. Vi sad og hoppede op og ned i sæderne, og den 50 km. køretur tog 6 timer!!!!!! Vi var alle meget glade da vi nåede til Mole.

Parken er hjem for 94 forskelllige dyrearter. Heriblandt elefanter, antiloper, Mona Monkeys, vortesvin og bavianer, men da vi vågnede torsdag morgen skulle vi lige have en dukkert i poolen inden vi skulle på jagt efter dyr. Imens vi ligger der i vores bikinier og nyder det gode vejr, kommer Randi susende og råber at vi skal skynde os og komme og se elefanterne lidt længere oppe af vejen. Inden vi når at få tøj på, styrter vi alle op af vejen og ser da vores første elefant, alt imens folk stopper og og kigger forbavsende på os. Da vi de næste par dage så virkelig mange elefanter, kunne vi bedre forstå folks blikke på de 6 piger der var spurtet rundt i bikini, for at få et glimt af elefant!!!

Torsdag eftermiddag og fredag morgen var vi på "safari" med et af stedets guider. Det var ganske fint, men de dyr vi så på disse ture, var præcis de samme som vi kunne se ved bare at luske rundt i receptions området.

Det mest facinerende ved at bo i parken var at man næsten konstant var omringet af vilde dyr. Sad man og spiste kom der pludselig en flok vortesvin forbi. Var man på vej ned til sit værelse var det pludseligt omringet af bavianer, og man må pænt vente udenfor i håb om ikke at pisse dem af. Virkelig en speciel oplevelse. Der var da også en enkelt episode hvor en af pigerne var "fanget" på værelset, fordi den aller største bavian forsøgte at komme ind til hende, og hun måtte forsøge at spærre døren - heldigt at den vist bare var nysgerrig og ikke hidsig.

Torsdag aften fik vi arrangeret at vi skulle til parkens nærmeste landsby og se noget traditionel afrikansk stamme dans. Da vi nåede frem var byen fuldstændig øde og mørk, men efter at have stået og ventet nogle minutter begyndte folk at komme frem fra husene og gøre klar til showet. Det hele virkede meget opstillet og var egentlig en ret ubehagelig oplevelse. Man følte at man trængte sig på og var til besvær, og hele stemning var meget lidt autentisk. De dansede rundt i en times tid, og da deres lille olielampe blev slukket og showet var ovre, fór en lettende følelse igennem kroppen. Pyha!

Safari-Kamilla med elefant:

Vibeke med et stk. hidsig bavian:

Kamilla med udsigt over en lille del af parken:

Kumasi Culture Center

Lørdag forlod vi parken og kørte mod Ghanas 2. største by Kumasi. Heldigvis var regnen stoppet og vejene udglattet, så turen tilbage fra parken var noget hurtigere og meget mere behagelig end udturen.

Vi nåede at opleve en del på den ene dag vi tilbragte i Kumasi. Vi var på et stort wood market, hvor vi fik købt en del afrikansk kunst og spil. Her måtte man virkelig prutte om priserne, men konkurrencen blandt sælgerne var så stor at man kunne købe flotte ting til billige penge.
Derefter besøgte vi Kumasi Cultural Centre, hvor både Kamilla og jeg fik købt et håndlavet og facinerede spil skak:

I Kumasi ligger Ghanas største marked som vi valgte bare at passere, da vi så hvor mange mennesker der var presset sammen på lidt plads - det var helt forfærdeligt, og ikke lige noget vi brændte for. I stedet gik vi en tur til det Palads hvor Ashanti folkets (en stor stamme som hører til i Kumasi området) tidligere "konger" har boet. Det var en temmelig kedelig og langtrukken rundvisning, men et eller andet skulle vi jo lave.

Mandag formiddag gik turen tilbage til Osu, og alle var helt udmattede og trætte, efter 7 dage proppet med oplevelser og nye indtryk.

Pt. sidder vi på væres værelse som nu på 4. dagen er overdøvet af høj musik, da der er begravelsesfest (Fest med stort F). Da en gammel mand her i gården er død for halvanden

måned siden. fejrer alle der har kendt ham -og også dem der bare kender en der kender en, der har kendt ham - at han har haft et langt liv. Vi deltog i begravelsen i fredags, hvor vi var med i kirken og med på kirkegården, hvor vi så kisten blive sænket i jorden. Nu er vi efterhånden ved at være godt trætte af at der er over 100 mennesker i gården, at musikken spiller nonstop og vi savner derfor vores nattesøvn! Det er heldigvis sidste aften (så vidt vi ved!), men det bliver nu hårdt at skulle op kl. 6 i morgen, hvis de har tænkt sig at feste hele natten...

Ada Festival, Botanisk Have, Madfestival og Graduation

Vi er godt klar over at det er lidt sløvt med opdateringer herinde, men det skyldes vist mest at vi allerede har vænnet os til ”african time”, så hvad vi ikke lige får lavet den ene dag, får vi så (måske) lavet den næste… Men her sker en del, så en opdatering er vist ved at være på sin plads…

Krigsfestival i Ada
Siden sidst har vi været til krigsfestival i Ada, som ligger 2½ til 3 timers kørsel her fra Osu. Vi var 12 personer af sted i en bil, der er beregnet til 10, og da der var temmelig varmt og da vejene var ret ujævne, var det en ulidelig køretur. På festivalen så vi først et optog af områdets klaner, hvor hver familie bar deres høvding/leder på en trone, mens de spillede musik, dansede og affyrede skud. De var klædt i dragter der kendetegnede deres klan. Efter lidt tid gik vi med Anthony ind i en arena, hvor vi kunne sidde på græsset, og se Ghanas præsident. Der blev holdt en del taler, som vi forstod meget lidt af, så det blev lidt kedsommeligt i længden.

Her er lidt billeder fra festivalen:

Aburi Botanical Garden
Sidste weekend besluttede vi os for at tage på en endagstur på egen hånd, da tidligere udflugter havde været i selskab med Anthony, og vi havde tænkt os at tage til Shai Hills, som er et naturreservat. Vi kom dog ikke af sted, da Anthony sagde at der var for langt og for lidt at se der, og desuden er lørdag ikke en god dag til længere udflugter, da der er meget trafik pga. mange begravelser. I stedet tog vi en tur ind til Accra og shoppede lidt. Søndag fik Anthony så arrangeret, at hans chauffør kunne køre os til Aburi Botanical Garden, som er en botanisk have ca. 1 ½ times kørsel fra Osu. Det var en hyggelig tur, men det var nu ikke så interessant igen at gå og kigge på forskellige træer, men så er vi den erfaring rigere.

Her er lidt billeder fra et hult træ:

Madfestival
I tirsdags havde vi alle fri fra børnehjemmet, da der var madfestival i Osu. Vi havde fået at vide at vi skulle være klar kl. 7.00, hvor kvinderne i gården så ville lave en ret med suppe og fisk, som vi så skulle spise omkring kl. 12. Men vi er i Ghana og derfor var vi godt klar over at vi godt kunne lægge en time eller to til, før det gik løs, hvilket også var tilfældet. Det meste af tiden brugte vi på at se på at kvinderne arbejdede, men vi fik også lov til at prøve at lave lidt, såsom at lave palmeolie og si mel. Det var sjovt at prøve at smage en af de lokale retter, men vi havde nu alle lidt delte meninger om, hvorvidt vi kunne lide det eller ej. Hen på eftermiddagen gik vi med Anthonys kone, Pat, hen til OSU Castle/Christiansborg, som er et tidligere dansk slavefort. Her skulle lokale klaner gå optog og Ghanas præsident skulle komme. Vi havde glædet os til at komme indenfor murene og se slottet, men havde ikke været der meget mere end fem minutter, da en mand meget fremfusende kom hen og sagde at vi ikke måtte være der, da det kun var for ghanesere. Det viste sig dog, at han egentlig ikke havde noget at skulle have sagt på det område, men vi valgte alligevel at forlade slottet, da vi følte os meget lidt velkomne der.
Her er lidt billeder fra madfestivalen:

Accra Mental Hospital
I fredags var vi på besøg på Accra Mental Hospital, hvilket var en blandet oplevelse. Vi blev vist rundt af en sygeplejerske, som viste os fem afdelinger bl.a. en børneafdeling og en afdeling for patienter der var indlagt pga. kriminalitet. Sygeplejersken fortalte en del om hvilke patienter de har og hvordan de behandles, men da vi kun så meget lidt af selve hospitalet, var det svært selv at danne sig en forestilling om de egentlige forhold på hospitalet.

Graduation
I går var vi til Graduation på skolen på børnehjemmet. Der blev holdt en over 2 timer lang ceremoni, der startede næsten 1 1½ time for sent, hvilket betød at børnene var temmelig sultne, utålmodige, kedede sig og flere faldt i søvn på stolene. Der blev holdt taler og nogle af de børn der går på skolen, men bor med deres familier udenfor børnehjemmet, dansede og sang, mens børnehjemsbørnene, så ellers bare kunne sidde og kigge på. Til slut fik de ældste af skolens elever overrakt ”eksamensbevis”, heriblandt den 7 årige dreng Samuel, som nu kan glæde sig til at komme i en rigtig skole, hvor han slipper for at være lærernes lille hjælper. Det er godt for ham, men vi vil savne ham på skolen!

Og her er et billede af Samuel til graduation (nr. 2 fra højre):

Den første uge på børnehjemmet...

Børnehjemmet


Mandag besøgte vi for første gang OSU Children's Home - vores praktiksted for det næste halve år. Vi fik en rundvisning, hvor førstehåndsindtrykket af alle afdelingerne var rigtig godt. Børnehjemmet er delt op i 4 afdelinger - Nursery med de 0-3 årige, Toddlerne med de 3-6 årige, Boys House med drenge fra 7-18 og Girls House med piger fra 7-18. Derudover er der en skole for nogle af hjemmets yngste.


Nursery

Vi tilbragte begge halvanden time på Nursery om mandagen, og var der hele dagen tirsdag. Her mødte vi en barsk virkelighed, som gjorde os ret sikre på at det ikke var her vi skulle tilbringe det halve år. Vi havde forinden gjort os forestillinger om hvordan forholdene ville være, men det er overvældende at opleve hvordan man behandler de forsvarsløse børn.


Børnene bliver vækket ca. kl. 05, og sidder i deres senge med våde bleer indtil ved 7 tiden. Her bliver de sat på et koldt stengulv eller på stole med hul i sædet, med natble eller bar numse, og må vente længe før tanterne får forberedt noget morgenmad. Morgenmaden består af noget tyndt mælkelignende grød som børnene skal drikke på rekordtid, hvorefter de bliver placeret på potter og kommer først derfra når det passer tanterne (op til 1½ time). Selv børn der knap kan sidde bliver tvunget til at ***** når det passer ind i programmet.


Herfter er det tid til at blive vasket. Tanterne hiver børnene op i en arm og klasker en spand kold vand ud over dem, så der selvfølgelig opstår skrig og skrål. Nogle af de mindre børn må undvære bleer da tanterne "ikke kan nå at vaske dem", hvilket resulterer i at børnene i løbet af dagen glider og vælter i hinandens tis. Derefter bliver alle de større børn jaget ind i et meget lille legerum, hvor det eneste legetøj er et hus, en gynge, en rutsjebane og nogle bamser - ikke ligefrem de mest stimulerende og udfordrende ting. Det er selvfølgelig kun os studerende og de frivillige der leger og holder opsyn med børnene - tanterne er totalt inaktive og der går kaffeklub i den.


Efter leg er det tid til middagsmad. Her bliver børnene igen placeret med våde bleer og hvad der ellers måtte være, og får serveret varm mad, som de får proppet ned i halsen, alt imens de sidder i eget tis, afføring og opkast. Når potterutinen igen er overstået, bliver de lagt i seng. Nogle deler seng - op til 4 spædbørn i en tremmeseng. Mange af børnene skriger og græder, uden at tanterne tager sig af det.


Generelt er børnene langt fremme i udviklingen af færdigheder og selvstændighed, men det er tydeligt at de mentalt er meget underudviklede. Tanterne er dog ikke sene til at reagere når børnene gør noget de ikke må - her er et vap over fingrene "på sin plads". Det er tydeligt at børnene har frygt for tanterne - så snart de nærmer sig, bliver børnene fromme som lam.

Alt dette var meget overvældende og hårdt at overvære, uden at kunne forhindre det.



Her er lidt billeder;

Toddlers

Torsdag og fredag tilbragte vi begge ved Toddlerne, og det var en helt anden oplevelse. Her hjalp vi med at få børnene i skoleuniformerne, og derefter bruges resten af dagen i skolen, som umiddelbart virker som ren opbevaring. Når børnene møder kan der gå op til 1½ time inden de kommer ud i klasseværelserne, så der går vores tid med at skille børn der slås og trøste de yngste. Børnene er meget voldelige, og det er ikke så underligt eftersom de ikke har noget at lave, og deres legetøj består af papirsstykker, snore og skrald, såsom kapsler, poser og flasker.

I denne afdeling er der forskel på hvordan tanterne er overfor børnene - en enkelt lader til at være god til at sætte aktiviteter i gang for de største børn, og møder dem med smil, mens en anden er uimødekommende og er hårdhændet. Tanterne er generelt meget inaktive, de læser, telefonerer, snakker, sover eller køber simkort imens børnene stort set er ved at slå hinanden ihjel. Vi har været i hver vores "klasse", men satser på at arbejde i samme klasse, da det vil give større mulighed for at gennemføre nogle pædagogiske forløb.

Begge dage er der kommet besøgende for at sige hej til børnene, og så får tanterne ellers travlt med at opstille et idyllisk billede af børnehjemmet. Så bliver der pludselig sat musik på, og børnene danser en indøvet koreografi, eller de bliver placeret i lige rækker hvor de alle siger remser i kor. Alt sammen til vores store foragelse.

Her er lidt billeder;

Alt i alt har det været en interessant, men hård uge. Børnene er virkelig søde og meget imødekommende. Det er dog tydeligt at de har de svært, og har brug for den kontakt vi kan give dem, så det giver meget mening at være på hjemmet. Når man får et smil fra et ellers indelukket barn, er det det hele værd, selvom der er en del ting man skal vænne sig til.

Fritid

Ellers har vi i vores fritid besøgt Accra's storcenter - Accra Mall. Det er et center i amerikansk stil, hvor vi fik mulighed for at købe varer som ikke lige er at finde på det lokale marked eller ved gadesælgerne.

Søndag gjorde vi hovedrent og sluttede dagen af med en tur til Labardi Beach, hvor vi så både lokal afrikansk stammedans og akrobatik i sandet - alt sammen meget højlydt og imponerende.

I morgen skal vi til Ada og deltage i en festival, som vi ikke helt ved hvad går ud på, men det kan ske at præsidenten dukker op.

Så er vi fremme!

Tidligt tirsdag morgen var der afgang fra Billund Lufthavn, og foran ventede 11 timers rejse. Først fløj vi til Frankfurt, hvor vi mellemlandede og skulle vente ca. 3 timer før turen skulle fortsætte til Ghanas hovedstad, Accra. Vi havde bestilt billetter på economy class, men i Frankfurt blev vi af en eller anden grund opgraderet til business class, så ingen brok fra vores side. Hvem brokker sig når der serveres 3 retters menu på en hvid dug, massage i sæderne og et stort udvalg af film og musik? Ikke os!

Allerede en halv time efter ankomsten til lufthavnen i Accra begik vi vores første fejl på turen. En "gentleman" tog en af vores kufferter, og dernæst betalte vi ham temmelig godt(!!) for hans venlige gestus. Det var først da vores vejleder, Anthony, der hentede os var ved at falde bagover over beløbet, at vi blev klar over, at vi virkelig havde dummet os.

Huset vi bor i ligger i den gårdhave som Anthony og hans familie bor i. Vi er i alt 9 pædagogstuderende hernede, hvoraf 6 af os bor sammen i en lejlighed, og de 3 sidste bor i et guesthouse ti minutters gågang herfra. Her er en del mere primitiv levemåde end hvad vi er vant til, bl.a. er det kun engang imellem der er vand, så det må vi udnytte ved at fylde spande, så vi indimellem kan få et tiltrængt bad.

Her er lidt billeder fra hvor vi bor...

Anthony og hans familie er meget gæstfri, og vi er blevet taget godt imod. Også når vi bevæger os udenfor lejligheden henvender folk sig, bl.a. kan det være svært at gå i fred på gaden uden at der kommer nogen hen og vil enten hilse eller sælge os noget skrammel. Nogle er nemmere at ryste af end andre, men børnene der render rundt på gaderne er virkelig bedårende og svære at stå for når de vinker og vil i kontakt med os.

Der er altid liv i gaden. Man kan konstant høre musik, snak, dyr og leg. Her vader dyr rundt overalt, og man skal ikke undre sig hvis man hører hanegal og hiphop på samme tid.

Selvom vi befinder os i et middelklasses område, føles det som slum. Selvom vi inden afrejse selvfølgelig var klar over forholdene her, er det noget helt andet at stå midt i det og overvære det med egne øjne. Åbne kloaker langs vejene, kæmpe huller i vejene, billister der kører som det passer dem, og folk der forsøger at sælge ting overalt, er hvad præger gade billedet.

Vi har ikke lavet det vilde endnu, men prøver at vænne os til stedet og menneskene omkring os. I går var vi dog på et museums besøg på Ghanas National Museum hvor vi fik en guidet rundvisning. Det gik meget stærkt, men det vi fik fat i var nu meget interessant.

Vi går og glæder os til at vi får en hverdag op at køre, og til at begynde arbejdet, så dagene får lidt mere indhold. Indtil nu holder vi humøret højt, og forsøger at vænne os til tanken om at det skal fungere som vores hjem det næste halve år.