Cape Coast og Mole National Park

Endnu en gang er det evigheder siden vi sidst har fået opdateret vores blog. Der er sket en masse siden sidst, så vi har haft meget at se til.


Cape Coast Castle & Elmina Castle

Tidlig morgen lørdag d. 29. august pakkede vi bilen og kørte mod Cape Coast. Her skulle vi opleve Cape Coast Castle og Elmina Castle, som begge har huset millioner af slaver, og vores guide fortalte at Cape Coast Castle har været et af de største slave centre i verden. Vi så små klamme mørke rum hvor flere tusinde mænd eller kvinder har siddet til fange i op til flere måneder. Mange mennesker på utroligt lidt plads, og da man stod der i det lille mørke rum, kunne man næsten mærke og fornemme stedets historie. Der var små specielle rum hvor de syge var blevet placeret, og her kunne man se ridser fra negle der desperat har kradset og flået i stenvæggene og gulvene.

Cape Coast Castle:

Elmina Castle:

Hans Cottage

Senere lørdag kom vi til Hans Cottage, som er et motel ved Cape Coast, hvor restaurant og reception ligger over en krokodille sø. Så snart vi trådte ind på dette uafspærrede området kunne vi mærke adrenalinen pumpe, fordi man pludselig kunne stå ved siden af en vild krokodille. Det var en vild oplevelse, og så snart vi ankom skulle vi da også på krokodille jagt. Uden opsyn kunne man gå hen til en krokodille og klappe den hvis man var modig. Det var vi!!!!

Lene og jeg (Vibeke) besluttede at vi skulle ud og sejle i en cykelbåd, men så snart vi havde sat os gik det op for os at vi absolut ingen chance havde hvis vi pludselig cyklede ind i en krokodille. Vi tog dog chancen og vendte skuffede tilbage da vi ikke havde set skyggen af en krokodille i vandet. Kun de dovne land-krokodiller som vi allerede havde set og klappet.

Vi slappede af med kortspil, en svømmetur i poolen, og en noget kritisk aftensmad på motellets restaurant, men hvad gør det, så længe øllene var kolde.

Kakum Rain Forest

Søndag gik turen til Kakum Rain Forest. Her skulle vi ud på en Canopy Walk. Vi gik gennem regnskoven på nogle meget smalle og en smule vakkelvorne hængebroer i op til 40 meters højde. Man kunne nemt blive lidt usikker da det regnede en hel del og havde gjort det i nogle timer. Alt var temmelig glat, og her var det med ikke at kigge for meget ned og undgå at fokusere på nogle af broernes ufatteligt lave beskyttelsesnet, men i stedet fokusere på den virkelig smukke udsigt. Kamilla, som ikke er så glad for højder, gennemførte med lynfart - vi andre havde svært ved at følge med. Efter denne canopy walk hikede vi i regnskoven i håb om at se aber, men det gjorde vi desværre ikke. Dette skyldtes vist tildels at vi fulgtes med en flok "japanske-klik-og-så-videre-turister", der var utrolig højlydte! Men vi så sjove træer og fik lov til at kurre lidt rundt i noget mudder, hvor alle, overraskende nok, klarede sig igennem uden at ryge på bagen!

Helt fantastisk oplevelse.

Monkey Sanctuary

Da vi kom retur fra Cape Coast havde vi lige en enkelt dag at komme os i, inden vi igen skulle på nye eventyr. Denne gang 7 dage rundt i Ghana, hovedsagelig til nord Ghana, hvor vi skulle opleve Mole National Park.

Første stop på vejen var Boabeng-Fiema Monkey Sanctuary. Det er en lille landsby som er "omringet" af en skov med aber. De lokale ser aberne som hellige, og hver eneste gang en abe dør, holder de en traditionel begravelses ceremoni. Det siges at hvis et menneske kommer til at slå en abe ihjel, dør personen selv.

Vi fik en guidet tour i skoven, hvor vi så to abe arter - Mona Monkey og Black-And-White Colobus. Derudover så vi abe kirkegården hvor deres højt ærede afdøde aber ligger begravet, og vi fik muligheden for at klatre op i et højt hult træ. Sjov oplevelse!

Kintampo Waterfalls

Da vi nåede til Kintampo, skulle vi se Kintampo Waterfalls. Det var et meget imponerende og smukt syn. Der var en meget fredfyldt stemning og man kunne helt sikkert godt have brugt en soppe eller bade tur, men det var der desværre ikke tid til i vores stramme tidsprogram, da vi skulle nå til Mole National Park samme aften - helst inden mørkets frembrud.

Mole National Park

Turen til Mole National Park var helt ulidelig. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Små grusveje, næsten ingen pauser, og en jeep hvor der var sparet på støddæmperne, var alt sammen med til at skabe følelsen af en uendelig køretur.

Der er kun én vej til parken, og det er på en 50 km. lang grusvej. Det var i sig selv fint nok, men da det havde regnet i flere dage, var denne vej MEGET ujævn. Vi sad og hoppede op og ned i sæderne, og den 50 km. køretur tog 6 timer!!!!!! Vi var alle meget glade da vi nåede til Mole.

Parken er hjem for 94 forskelllige dyrearter. Heriblandt elefanter, antiloper, Mona Monkeys, vortesvin og bavianer, men da vi vågnede torsdag morgen skulle vi lige have en dukkert i poolen inden vi skulle på jagt efter dyr. Imens vi ligger der i vores bikinier og nyder det gode vejr, kommer Randi susende og råber at vi skal skynde os og komme og se elefanterne lidt længere oppe af vejen. Inden vi når at få tøj på, styrter vi alle op af vejen og ser da vores første elefant, alt imens folk stopper og og kigger forbavsende på os. Da vi de næste par dage så virkelig mange elefanter, kunne vi bedre forstå folks blikke på de 6 piger der var spurtet rundt i bikini, for at få et glimt af elefant!!!

Torsdag eftermiddag og fredag morgen var vi på "safari" med et af stedets guider. Det var ganske fint, men de dyr vi så på disse ture, var præcis de samme som vi kunne se ved bare at luske rundt i receptions området.

Det mest facinerende ved at bo i parken var at man næsten konstant var omringet af vilde dyr. Sad man og spiste kom der pludselig en flok vortesvin forbi. Var man på vej ned til sit værelse var det pludseligt omringet af bavianer, og man må pænt vente udenfor i håb om ikke at pisse dem af. Virkelig en speciel oplevelse. Der var da også en enkelt episode hvor en af pigerne var "fanget" på værelset, fordi den aller største bavian forsøgte at komme ind til hende, og hun måtte forsøge at spærre døren - heldigt at den vist bare var nysgerrig og ikke hidsig.

Torsdag aften fik vi arrangeret at vi skulle til parkens nærmeste landsby og se noget traditionel afrikansk stamme dans. Da vi nåede frem var byen fuldstændig øde og mørk, men efter at have stået og ventet nogle minutter begyndte folk at komme frem fra husene og gøre klar til showet. Det hele virkede meget opstillet og var egentlig en ret ubehagelig oplevelse. Man følte at man trængte sig på og var til besvær, og hele stemning var meget lidt autentisk. De dansede rundt i en times tid, og da deres lille olielampe blev slukket og showet var ovre, fór en lettende følelse igennem kroppen. Pyha!

Safari-Kamilla med elefant:

Vibeke med et stk. hidsig bavian:

Kamilla med udsigt over en lille del af parken:

Kumasi Culture Center

Lørdag forlod vi parken og kørte mod Ghanas 2. største by Kumasi. Heldigvis var regnen stoppet og vejene udglattet, så turen tilbage fra parken var noget hurtigere og meget mere behagelig end udturen.

Vi nåede at opleve en del på den ene dag vi tilbragte i Kumasi. Vi var på et stort wood market, hvor vi fik købt en del afrikansk kunst og spil. Her måtte man virkelig prutte om priserne, men konkurrencen blandt sælgerne var så stor at man kunne købe flotte ting til billige penge.
Derefter besøgte vi Kumasi Cultural Centre, hvor både Kamilla og jeg fik købt et håndlavet og facinerede spil skak:

I Kumasi ligger Ghanas største marked som vi valgte bare at passere, da vi så hvor mange mennesker der var presset sammen på lidt plads - det var helt forfærdeligt, og ikke lige noget vi brændte for. I stedet gik vi en tur til det Palads hvor Ashanti folkets (en stor stamme som hører til i Kumasi området) tidligere "konger" har boet. Det var en temmelig kedelig og langtrukken rundvisning, men et eller andet skulle vi jo lave.

Mandag formiddag gik turen tilbage til Osu, og alle var helt udmattede og trætte, efter 7 dage proppet med oplevelser og nye indtryk.

Pt. sidder vi på væres værelse som nu på 4. dagen er overdøvet af høj musik, da der er begravelsesfest (Fest med stort F). Da en gammel mand her i gården er død for halvanden

måned siden. fejrer alle der har kendt ham -og også dem der bare kender en der kender en, der har kendt ham - at han har haft et langt liv. Vi deltog i begravelsen i fredags, hvor vi var med i kirken og med på kirkegården, hvor vi så kisten blive sænket i jorden. Nu er vi efterhånden ved at være godt trætte af at der er over 100 mennesker i gården, at musikken spiller nonstop og vi savner derfor vores nattesøvn! Det er heldigvis sidste aften (så vidt vi ved!), men det bliver nu hårdt at skulle op kl. 6 i morgen, hvis de har tænkt sig at feste hele natten...