Krigsfestival i Ada
Siden sidst har vi været til krigsfestival i Ada, som ligger 2½ til 3 timers kørsel her fra Osu. Vi var 12 personer af sted i en bil, der er beregnet til 10, og da der var temmelig varmt og da vejene var ret ujævne, var det en ulidelig køretur. På festivalen så vi først et optog af områdets klaner, hvor hver familie bar deres høvding/leder på en trone, mens de spillede musik, dansede og affyrede skud. De var klædt i dragter der kendetegnede deres klan. Efter lidt tid gik vi med Anthony ind i en arena, hvor vi kunne sidde på græsset, og se Ghanas præsident. Der blev holdt en del taler, som vi forstod meget lidt af, så det blev lidt kedsommeligt i længden.
Siden sidst har vi været til krigsfestival i Ada, som ligger 2½ til 3 timers kørsel her fra Osu. Vi var 12 personer af sted i en bil, der er beregnet til 10, og da der var temmelig varmt og da vejene var ret ujævne, var det en ulidelig køretur. På festivalen så vi først et optog af områdets klaner, hvor hver familie bar deres høvding/leder på en trone, mens de spillede musik, dansede og affyrede skud. De var klædt i dragter der kendetegnede deres klan. Efter lidt tid gik vi med Anthony ind i en arena, hvor vi kunne sidde på græsset, og se Ghanas præsident. Der blev holdt en del taler, som vi forstod meget lidt af, så det blev lidt kedsommeligt i længden.
Her er lidt billeder fra festivalen:
Aburi Botanical Garden
Sidste weekend besluttede vi os for at tage på en endagstur på egen hånd, da tidligere udflugter havde været i selskab med Anthony, og vi havde tænkt os at tage til Shai Hills, som er et naturreservat. Vi kom dog ikke af sted, da Anthony sagde at der var for langt og for lidt at se der, og desuden er lørdag ikke en god dag til længere udflugter, da der er meget trafik pga. mange begravelser. I stedet tog vi en tur ind til Accra og shoppede lidt. Søndag fik Anthony så arrangeret, at hans chauffør kunne køre os til Aburi Botanical Garden, som er en botanisk have ca. 1 ½ times kørsel fra Osu. Det var en hyggelig tur, men det var nu ikke så interessant igen at gå og kigge på forskellige træer, men så er vi den erfaring rigere.
Her er lidt billeder fra et hult træ:
Madfestival
I tirsdags havde vi alle fri fra børnehjemmet, da der var madfestival i Osu. Vi havde fået at vide at vi skulle være klar kl. 7.00, hvor kvinderne i gården så ville lave en ret med suppe og fisk, som vi så skulle spise omkring kl. 12. Men vi er i Ghana og derfor var vi godt klar over at vi godt kunne lægge en time eller to til, før det gik løs, hvilket også var tilfældet. Det meste af tiden brugte vi på at se på at kvinderne arbejdede, men vi fik også lov til at prøve at lave lidt, såsom at lave palmeolie og si mel. Det var sjovt at prøve at smage en af de lokale retter, men vi havde nu alle lidt delte meninger om, hvorvidt vi kunne lide det eller ej. Hen på eftermiddagen gik vi med Anthonys kone, Pat, hen til OSU Castle/Christiansborg, som er et tidligere dansk slavefort. Her skulle lokale klaner gå optog og Ghanas præsident skulle komme. Vi havde glædet os til at komme indenfor murene og se slottet, men havde ikke været der meget mere end fem minutter, da en mand meget fremfusende kom hen og sagde at vi ikke måtte være der, da det kun var for ghanesere. Det viste sig dog, at han egentlig ikke havde noget at skulle have sagt på det område, men vi valgte alligevel at forlade slottet, da vi følte os meget lidt velkomne der.
Her er lidt billeder fra madfestivalen:
I tirsdags havde vi alle fri fra børnehjemmet, da der var madfestival i Osu. Vi havde fået at vide at vi skulle være klar kl. 7.00, hvor kvinderne i gården så ville lave en ret med suppe og fisk, som vi så skulle spise omkring kl. 12. Men vi er i Ghana og derfor var vi godt klar over at vi godt kunne lægge en time eller to til, før det gik løs, hvilket også var tilfældet. Det meste af tiden brugte vi på at se på at kvinderne arbejdede, men vi fik også lov til at prøve at lave lidt, såsom at lave palmeolie og si mel. Det var sjovt at prøve at smage en af de lokale retter, men vi havde nu alle lidt delte meninger om, hvorvidt vi kunne lide det eller ej. Hen på eftermiddagen gik vi med Anthonys kone, Pat, hen til OSU Castle/Christiansborg, som er et tidligere dansk slavefort. Her skulle lokale klaner gå optog og Ghanas præsident skulle komme. Vi havde glædet os til at komme indenfor murene og se slottet, men havde ikke været der meget mere end fem minutter, da en mand meget fremfusende kom hen og sagde at vi ikke måtte være der, da det kun var for ghanesere. Det viste sig dog, at han egentlig ikke havde noget at skulle have sagt på det område, men vi valgte alligevel at forlade slottet, da vi følte os meget lidt velkomne der.
Her er lidt billeder fra madfestivalen:
Accra Mental Hospital
I fredags var vi på besøg på Accra Mental Hospital, hvilket var en blandet oplevelse. Vi blev vist rundt af en sygeplejerske, som viste os fem afdelinger bl.a. en børneafdeling og en afdeling for patienter der var indlagt pga. kriminalitet. Sygeplejersken fortalte en del om hvilke patienter de har og hvordan de behandles, men da vi kun så meget lidt af selve hospitalet, var det svært selv at danne sig en forestilling om de egentlige forhold på hospitalet.
Graduation
I går var vi til Graduation på skolen på børnehjemmet. Der blev holdt en over 2 timer lang ceremoni, der startede næsten 1 1½ time for sent, hvilket betød at børnene var temmelig sultne, utålmodige, kedede sig og flere faldt i søvn på stolene. Der blev holdt taler og nogle af de børn der går på skolen, men bor med deres familier udenfor børnehjemmet, dansede og sang, mens børnehjemsbørnene, så ellers bare kunne sidde og kigge på. Til slut fik de ældste af skolens elever overrakt ”eksamensbevis”, heriblandt den 7 årige dreng Samuel, som nu kan glæde sig til at komme i en rigtig skole, hvor han slipper for at være lærernes lille hjælper. Det er godt for ham, men vi vil savne ham på skolen!
I går var vi til Graduation på skolen på børnehjemmet. Der blev holdt en over 2 timer lang ceremoni, der startede næsten 1 1½ time for sent, hvilket betød at børnene var temmelig sultne, utålmodige, kedede sig og flere faldt i søvn på stolene. Der blev holdt taler og nogle af de børn der går på skolen, men bor med deres familier udenfor børnehjemmet, dansede og sang, mens børnehjemsbørnene, så ellers bare kunne sidde og kigge på. Til slut fik de ældste af skolens elever overrakt ”eksamensbevis”, heriblandt den 7 årige dreng Samuel, som nu kan glæde sig til at komme i en rigtig skole, hvor han slipper for at være lærernes lille hjælper. Det er godt for ham, men vi vil savne ham på skolen!
Og her er et billede af Samuel til graduation (nr. 2 fra højre):
Ingen kommentarer:
Send en kommentar