Ada Festival, Botanisk Have, Madfestival og Graduation

Vi er godt klar over at det er lidt sløvt med opdateringer herinde, men det skyldes vist mest at vi allerede har vænnet os til ”african time”, så hvad vi ikke lige får lavet den ene dag, får vi så (måske) lavet den næste… Men her sker en del, så en opdatering er vist ved at være på sin plads…

Krigsfestival i Ada
Siden sidst har vi været til krigsfestival i Ada, som ligger 2½ til 3 timers kørsel her fra Osu. Vi var 12 personer af sted i en bil, der er beregnet til 10, og da der var temmelig varmt og da vejene var ret ujævne, var det en ulidelig køretur. På festivalen så vi først et optog af områdets klaner, hvor hver familie bar deres høvding/leder på en trone, mens de spillede musik, dansede og affyrede skud. De var klædt i dragter der kendetegnede deres klan. Efter lidt tid gik vi med Anthony ind i en arena, hvor vi kunne sidde på græsset, og se Ghanas præsident. Der blev holdt en del taler, som vi forstod meget lidt af, så det blev lidt kedsommeligt i længden.

Her er lidt billeder fra festivalen:

Aburi Botanical Garden
Sidste weekend besluttede vi os for at tage på en endagstur på egen hånd, da tidligere udflugter havde været i selskab med Anthony, og vi havde tænkt os at tage til Shai Hills, som er et naturreservat. Vi kom dog ikke af sted, da Anthony sagde at der var for langt og for lidt at se der, og desuden er lørdag ikke en god dag til længere udflugter, da der er meget trafik pga. mange begravelser. I stedet tog vi en tur ind til Accra og shoppede lidt. Søndag fik Anthony så arrangeret, at hans chauffør kunne køre os til Aburi Botanical Garden, som er en botanisk have ca. 1 ½ times kørsel fra Osu. Det var en hyggelig tur, men det var nu ikke så interessant igen at gå og kigge på forskellige træer, men så er vi den erfaring rigere.

Her er lidt billeder fra et hult træ:

Madfestival
I tirsdags havde vi alle fri fra børnehjemmet, da der var madfestival i Osu. Vi havde fået at vide at vi skulle være klar kl. 7.00, hvor kvinderne i gården så ville lave en ret med suppe og fisk, som vi så skulle spise omkring kl. 12. Men vi er i Ghana og derfor var vi godt klar over at vi godt kunne lægge en time eller to til, før det gik løs, hvilket også var tilfældet. Det meste af tiden brugte vi på at se på at kvinderne arbejdede, men vi fik også lov til at prøve at lave lidt, såsom at lave palmeolie og si mel. Det var sjovt at prøve at smage en af de lokale retter, men vi havde nu alle lidt delte meninger om, hvorvidt vi kunne lide det eller ej. Hen på eftermiddagen gik vi med Anthonys kone, Pat, hen til OSU Castle/Christiansborg, som er et tidligere dansk slavefort. Her skulle lokale klaner gå optog og Ghanas præsident skulle komme. Vi havde glædet os til at komme indenfor murene og se slottet, men havde ikke været der meget mere end fem minutter, da en mand meget fremfusende kom hen og sagde at vi ikke måtte være der, da det kun var for ghanesere. Det viste sig dog, at han egentlig ikke havde noget at skulle have sagt på det område, men vi valgte alligevel at forlade slottet, da vi følte os meget lidt velkomne der.
Her er lidt billeder fra madfestivalen:

Accra Mental Hospital
I fredags var vi på besøg på Accra Mental Hospital, hvilket var en blandet oplevelse. Vi blev vist rundt af en sygeplejerske, som viste os fem afdelinger bl.a. en børneafdeling og en afdeling for patienter der var indlagt pga. kriminalitet. Sygeplejersken fortalte en del om hvilke patienter de har og hvordan de behandles, men da vi kun så meget lidt af selve hospitalet, var det svært selv at danne sig en forestilling om de egentlige forhold på hospitalet.

Graduation
I går var vi til Graduation på skolen på børnehjemmet. Der blev holdt en over 2 timer lang ceremoni, der startede næsten 1 1½ time for sent, hvilket betød at børnene var temmelig sultne, utålmodige, kedede sig og flere faldt i søvn på stolene. Der blev holdt taler og nogle af de børn der går på skolen, men bor med deres familier udenfor børnehjemmet, dansede og sang, mens børnehjemsbørnene, så ellers bare kunne sidde og kigge på. Til slut fik de ældste af skolens elever overrakt ”eksamensbevis”, heriblandt den 7 årige dreng Samuel, som nu kan glæde sig til at komme i en rigtig skole, hvor han slipper for at være lærernes lille hjælper. Det er godt for ham, men vi vil savne ham på skolen!

Og her er et billede af Samuel til graduation (nr. 2 fra højre):

Den første uge på børnehjemmet...

Børnehjemmet


Mandag besøgte vi for første gang OSU Children's Home - vores praktiksted for det næste halve år. Vi fik en rundvisning, hvor førstehåndsindtrykket af alle afdelingerne var rigtig godt. Børnehjemmet er delt op i 4 afdelinger - Nursery med de 0-3 årige, Toddlerne med de 3-6 årige, Boys House med drenge fra 7-18 og Girls House med piger fra 7-18. Derudover er der en skole for nogle af hjemmets yngste.


Nursery

Vi tilbragte begge halvanden time på Nursery om mandagen, og var der hele dagen tirsdag. Her mødte vi en barsk virkelighed, som gjorde os ret sikre på at det ikke var her vi skulle tilbringe det halve år. Vi havde forinden gjort os forestillinger om hvordan forholdene ville være, men det er overvældende at opleve hvordan man behandler de forsvarsløse børn.


Børnene bliver vækket ca. kl. 05, og sidder i deres senge med våde bleer indtil ved 7 tiden. Her bliver de sat på et koldt stengulv eller på stole med hul i sædet, med natble eller bar numse, og må vente længe før tanterne får forberedt noget morgenmad. Morgenmaden består af noget tyndt mælkelignende grød som børnene skal drikke på rekordtid, hvorefter de bliver placeret på potter og kommer først derfra når det passer tanterne (op til 1½ time). Selv børn der knap kan sidde bliver tvunget til at ***** når det passer ind i programmet.


Herfter er det tid til at blive vasket. Tanterne hiver børnene op i en arm og klasker en spand kold vand ud over dem, så der selvfølgelig opstår skrig og skrål. Nogle af de mindre børn må undvære bleer da tanterne "ikke kan nå at vaske dem", hvilket resulterer i at børnene i løbet af dagen glider og vælter i hinandens tis. Derefter bliver alle de større børn jaget ind i et meget lille legerum, hvor det eneste legetøj er et hus, en gynge, en rutsjebane og nogle bamser - ikke ligefrem de mest stimulerende og udfordrende ting. Det er selvfølgelig kun os studerende og de frivillige der leger og holder opsyn med børnene - tanterne er totalt inaktive og der går kaffeklub i den.


Efter leg er det tid til middagsmad. Her bliver børnene igen placeret med våde bleer og hvad der ellers måtte være, og får serveret varm mad, som de får proppet ned i halsen, alt imens de sidder i eget tis, afføring og opkast. Når potterutinen igen er overstået, bliver de lagt i seng. Nogle deler seng - op til 4 spædbørn i en tremmeseng. Mange af børnene skriger og græder, uden at tanterne tager sig af det.


Generelt er børnene langt fremme i udviklingen af færdigheder og selvstændighed, men det er tydeligt at de mentalt er meget underudviklede. Tanterne er dog ikke sene til at reagere når børnene gør noget de ikke må - her er et vap over fingrene "på sin plads". Det er tydeligt at børnene har frygt for tanterne - så snart de nærmer sig, bliver børnene fromme som lam.

Alt dette var meget overvældende og hårdt at overvære, uden at kunne forhindre det.



Her er lidt billeder;

Toddlers

Torsdag og fredag tilbragte vi begge ved Toddlerne, og det var en helt anden oplevelse. Her hjalp vi med at få børnene i skoleuniformerne, og derefter bruges resten af dagen i skolen, som umiddelbart virker som ren opbevaring. Når børnene møder kan der gå op til 1½ time inden de kommer ud i klasseværelserne, så der går vores tid med at skille børn der slås og trøste de yngste. Børnene er meget voldelige, og det er ikke så underligt eftersom de ikke har noget at lave, og deres legetøj består af papirsstykker, snore og skrald, såsom kapsler, poser og flasker.

I denne afdeling er der forskel på hvordan tanterne er overfor børnene - en enkelt lader til at være god til at sætte aktiviteter i gang for de største børn, og møder dem med smil, mens en anden er uimødekommende og er hårdhændet. Tanterne er generelt meget inaktive, de læser, telefonerer, snakker, sover eller køber simkort imens børnene stort set er ved at slå hinanden ihjel. Vi har været i hver vores "klasse", men satser på at arbejde i samme klasse, da det vil give større mulighed for at gennemføre nogle pædagogiske forløb.

Begge dage er der kommet besøgende for at sige hej til børnene, og så får tanterne ellers travlt med at opstille et idyllisk billede af børnehjemmet. Så bliver der pludselig sat musik på, og børnene danser en indøvet koreografi, eller de bliver placeret i lige rækker hvor de alle siger remser i kor. Alt sammen til vores store foragelse.

Her er lidt billeder;

Alt i alt har det været en interessant, men hård uge. Børnene er virkelig søde og meget imødekommende. Det er dog tydeligt at de har de svært, og har brug for den kontakt vi kan give dem, så det giver meget mening at være på hjemmet. Når man får et smil fra et ellers indelukket barn, er det det hele værd, selvom der er en del ting man skal vænne sig til.

Fritid

Ellers har vi i vores fritid besøgt Accra's storcenter - Accra Mall. Det er et center i amerikansk stil, hvor vi fik mulighed for at købe varer som ikke lige er at finde på det lokale marked eller ved gadesælgerne.

Søndag gjorde vi hovedrent og sluttede dagen af med en tur til Labardi Beach, hvor vi så både lokal afrikansk stammedans og akrobatik i sandet - alt sammen meget højlydt og imponerende.

I morgen skal vi til Ada og deltage i en festival, som vi ikke helt ved hvad går ud på, men det kan ske at præsidenten dukker op.